Digitale platforme ser ud til at blive en central spiller i den fremtidige økonomi. Platforme kan indebære store forandringer i den måde arbejdsmarkedet er organiseret, fordi de udvisker konventionelle begreber som ”ansat”, ”arbejdsgiver” eller ”job” – og dermed også de rettigheder og forpligtelser, der hidtil har knyttet sig til de kategorier.
Platforme er kendetegnet ved, at de ikke selv fremstiller de produkter og services, som leveres til brugeren. I stedet er platformens rolle at sammensætte løsninger, der meget præcist matcher brugerens behov ved at koordinere bidrag fra mange forskellige deltagere.
De store platforme har meget få aktiver, de har ikke et stort produktionsapparat og de har meget få ansatte. I stedet mobiliserer de ressourcer efter behov. Det er mere fleksibelt; man kan hurtigt tilpasse løsninger, når efterspørgslen skifter, og man kan let skrue op og ned for størrelsen af forretningen.
Det betyder imidlertid også, at den rollefordeling mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, som har præget arbejdsmarkedet siden industrialiseringen, mister relevans. En stor del af platformes styrke og fleksibilitet ligger i at kunne trække på et stort netværk af løst tilknyttede leverandører – og i den forretningsmodel passer en stor stab af fuldtidsansatte ikke ind.
Den sociale sikring er ikke en del af platformen
I den industrielle tidsalders logik havde fastansatte, udover lønnen, en række rettigheder, såsom ferie, barsel, pension, dagpenge, efteruddannelse, forsikring osv.
I platform-logikken skabes værdien derimod af selvstændige, og dermed er enhver selv ansvarlig for indkomsten og den sociale sikring.
Dét skifte - fra ansatte til selvstændige, fra arbejdsgiver til platform, og fra fast arbejde til løse småjobs – kan fundamentalt udfordre de nuværende normer på arbejdsmarkedet. Meget tyder på, at det kan stille mange arbejdstagere markant ringere i forhold til løn og rettigheder.
”Selvstændige” er imidlertid også markant anderledes stillet i forhold til dagpenge-systemet, som i alt væsentligt er baseret på at folk har konventionel, fuldtids ansættelse.
Det er et hyppigt dilemma for arbejdsløse, at de risikerer at miste deres understøttelse, hvis de påtager sig kort-varige opgaver, fordi de så får status af at være selvstændige. Som systemet er indrettet, kan man ikke være lidt af hvert – men det er der flere og flere, der er i praksis.
Alt dette peger på et grundlæggende problem:
Gevinsterne ved stigningen i produktivitet bliver ikke delt, de går næsten udelukkende til dem, der kontrollerer platformene.
En global markedsplads uden afstande
Magtforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager er markant anderledes i en økonomi baseret på digitale platforme. Platformen er en markedsplads, hvor man nemt kan få et overblik over de mulige leverandører, man kan se de priser de hver især forlanger, og man se de ratings og anmeldelser, som andre kunder har givet dem.
Det kan føre til den såkaldte winner-take-all-effekt, hvor dem, der har de absolut højeste ratings får langt de de fleste jobs, medens alle bliver ignoreret. Når man som kunde kan vælge frit på en global platform, vil man naturligvis foretrække de leverandører, som har de bedste vurderinger.
I den situationen er det ikke nemt at være middelmådig.
Alt er der gode grunde til at overveje, hvorvidt forholdene på arbejdsmarkedet står overfor grundlæggende forandringer, der for mange mennesker kan betyde en langt mere usikker tilværelse.